“
PreCareKlinikken giver mig motivationen - de er gode til at holde mig i gang
Af Jørgen
Før i tiden var jeg mere nervøs. Det er jeg ikke længere
Brug knapperne til at forstørre teksten i artiklen
En gang murer altid murer, sådan er det også med Jørgen på 71 år, der har været gift med Marianne i 49 år. Sammen har de 3 børn og 5 børnebørn.
Selvom om Jørgen er gået på pension, er han altid i gang med byggerier af den ene eller anden art. Jørgen fortæller, at han altid har hjulpet alle med at bygge. Senest sønnen, der har købt sommerhus på samme hyggelige vej, hvor Jørgen og Marianne bor i deres flotte murede hus.
”Når jeg ikke hjælper familie og venner med at bygge, bruger jeg min tid i Mini-Odsherred, hvor vi bygger huse til Mini-Byen, som er modeller af historiske huse fra hele Odsherred.” Mini-byen kan man se i Sommerland Sjælland.
Jørgen synes, at hans tilstand har været stabil, siden han blev tilknyttet til PreCareKlinikken. Han føler sig overbevist om, at den løbende kontakt og behandling har holdt ham væk fra sygehuset. Før han blev tilknyttet PreCareKlinikken havde han 6-7 lungebetændelser om året.
Jørgens svigerforældre er gået bort med KOL, så da der blev afholdt en sundheds-dag for ca. 3 år siden i Odsherred, tænkte Jørgen at han hellere måtte tage der op og se nærmere på, hvad PreCareKlinikken var for noget. Jørgens praktiserende læge have tidligere sagt til Jørgen, at han havde KOL, men han havde ikke rigtigt taget det alvorligt. Jørgen blev målt, og det blev starten hans tilknytning til PreCareKlinikken.
”Min læge havde tidligere sagt, at jeg havde KOL, men jeg havde ikke rigtigt gjort noget ved det. Det gør jeg nu takket være PreCareKlinikken.”
”Jeg har det godt nok, når jeg får pustet i pepfløjten og gjort de ting, jeg skal”, fortæller Jørgen. ”Sygeplejerskerne er gode til at holde mig i gang og sparke lidt til mig, så rusker man lidt i sig selv”, fortsætter Jørgen med et glimt i øjet.
”Tidligere fyldte uvisheden om jeg nu kunne få fat i lægen og få fat i noget medicin, når jeg fik det dårligt. Jeg har oplevet, at jeg har ringet til lægen 110-111 gange på en dag, før jeg fik fat i ham, og så bliver man jo nervøs. Nu har jeg medicinen stående i skabet, og jeg kan komme i gang med behandlingen, så snart jeg har talt med PreCareKlinikken – før i tiden var jeg mere nervøs, det er jeg ikke længere. Jeg føler mig tryg”, siger Jørgen.
”Jeg er så imponeret over at det går så hurtigt. Jeg når ikke en gang at få sat mig i stolen, inden de ringer fra klinikken, når jeg har indrapporteret farvet opspyt i forbindelse med den daglige måling.”
”Sygeplejerskerne i PreCareKlinikken er de bedste supportere, jeg kan forestille mig. Samarbejdet går langt ud over, hvad jeg har været vant til”. Jørgen fortsætter: ”De ved hvad jeg foretager mig i min fritid. De støtter mig, så jeg kan leve et aktivt liv. Hvis man lukker sig inde med sig sygdom, så tror jeg, man bliver meget mere syg”.
”Det betyder hele mit liv, at jeg har kontakten, og det giver en enorm tryghed for både mig og min kone”.